Kap Verde

2009

(Se fotos efter teksten)

horizontal rule

 

Vi tog en uge til Cap Verde i slutningen af marts måned. Da vi ikke kendte så meget til øerne, valgte vi at nøjes med én uge, hvilket viste sig at være en passende disposition.

Cap Verde er en lille øgruppe på 10 små øer, der har et samlet areal på størrelse med Gotland. Den øverste gruppe øer ligger i nordøstpassaten, og er tydeligt præget af denne kraftige tørre vind. Den sydlige del af øgruppen er mere frodig og ikke så vindblæst.

Vi boede på den 8. største af øerne, Sal, som er den ø, som den fredelige republik og tidligere portugisiske koloni satser på som turistmål.

Sal er omkring 40 km lang og 12 km bred og ligger på 16 grader nord og 450 kilometer vest for Senegal. Øen er én stor grim stenørken, men med passer af dejlige sandstrande. Hvis man er til at ligge og blive sandblæst ved stranden ved 23 grader(minus chill effekten) eller at windsurfe for slet ikke at tale om Keitsurfing, som er den helt store dille, så er man kommet rette sted hen. Hvis man rejser ud for at opleve noget, så skal man nok finde et andet sted.

Den lokale befolkning er såmænd fredelig nok, men på Sal findes en stor gruppe kulsorte afrikanere, der kommer inde fra fastlandet og som forsøger   på alle mulige måder at sælge alt muligt bras og  som ikke tager et nej for et nej. Det er faktisk noget af en pestilens.
Der findes også en del lokale tiggere ligesom børnene også er begyndt at tigge. Det er svært et sige nej til en lille køn pige, men det er et skråplan, da børnene kan tjene så mange penge ved tiggeri, at de ikke passer deres skole.

Før i tiden levede befolkningen på Sal af saltproduktion ved afdampning af havvand og fiskeri. I daq kan saltproduktionen ikke længere betale sig og tilbage er der havets rigdomme af vidunderlige dejlige fisk, som er til at betale, og så naturligvis turismen.

Det er tydeligt, at man satser på masseturisme. Endnu er der forholdsvis begrænset med hoteller, men i øjeblikket bygger man på livet løs og jeg er bange for at man forregner sig. Alle jeg talte med gav i hvert fald udtryk for, at det var en oplevelse, men første og sidste gang.

Sal og Boa Vista, som er den anden turistø, har intet grundvand, og alt vand er afsaltet havvand, som er udmærket, men man skal dog som turist afholde sig fra at drikke det.

Den lokale valuta er Escudos, men alle steder kan man betale med euro både i sedler og mønter. Lokalt omregner man 1 euro ti 100 Escudos, selv om kursen er 110. Betaler man med Euro kan man risikere at få penge i den lokale valuta retur, det er lidt afhængig af, hvad man har.

Et typisk simpelt måltid på restaurant koster mellem 60 og 150 kr. og en liter af husets vin koster mellem 50 og 70 kroner. Der er selvfølgelig masser af spændende fisk på spisekortene, som altid findes på engelsk og ikke sjældent på noget, der ligner dansk. Derudover har den italienske påvirkning også sat sit præg på spisekortet, der næsten altid også har pasta og pizza.

Der findes en del store ressorts med alt tilhørende. Disse ressorts sparede ikke på vandet og var de eneste grønne pletter med masser af palmer og spændende eksotiske planter.  De havde selvfølgelig også flotte swimmingpools og selvfølgelig diverse former for underholdning, hvis man skulle kede sig. Mange hoteller har  ”All inklusive” så man kunne spise og drikke alt det man vil og så har man også kun kontakt med lokalbefolkningen i form at de tjenende ånder.

Vi havde valgt et mindre hotel Sobrado uden børneswimmingpool, men dog med swimmingpool, der så pæn ud på nettet, men som i virkeligheden kun var et pænt stort badekar. Standarten var 3 stjerner, men vi har boet på 2 stjernede hoteller i østen, der var paladser i forhold til dette. Værelserne var alle udstyret med balkon, men det blæste så meget, at man næsten ikke kunne holde ud at opholde sig på balkonen og det var ligegyldigt om det var på den ene eller anden side af bygningen. Vi havde håbet på, at vi kunne sidde ude om aftenen på balkonen med en kold drik og nyde den subtropiske nat – men nej. Der var selvfølgelig heller ikke noget køleskab.
Morgenmaden på dette hotel var heller ikke noget, man spiste sig mæt i.

Vi boede i udkanten af hovedbyen Santa Maria. Centrum af Santa Maria, der efter sigende godt kan minde lidt om Havanna, har sin charme, hvis kan undgå de energiske afrikanske gadesælgere. Der findes masser af turistbutikker, hvor der sælges souvenirs, der stort set kommer fra Senegal og sjældent lokalt.
Derudover findes der en række små lokale markeder, hvor man kan købe småfornødenheder. En 1½ vand koster 8 kr og vin fås fra 20 til 100 kr. Sprut er dyrt, d.v.s. omkring 150 til 200 for en flaske. Man kan i transitten få en lokal rom (ikke fra Sal) til 70 kroner.

Star Tours var vores rejsearrangør og deres lokale logistik var perfekt. Øens valgsprog er ”No Stress” og der findes ingen ure i gadebilledet, men aftaler med Star Tours guider var præcise. Vi oplevede endda en særdeles sød guide på en bustur, Charlotte, der virkelig havde sat sig ind i sit stof og kunne fortælle med stor entusiasme.

Denne lille beretning er selvfølgelig ret så subjektiv og ud fra mine personlige forudsætninger om rejser, men den indeholder dog en række facts, som andre måske kan bruge.

Keitsurfere har et paradis på øen, men det er ikke noget for mig. Derimod kunne jeg godt finde på at tage til de frodige sydligere ører, hvor der ikke er turisme, men som efter sigende skal have en dejlig natur med bjerge og frodige dale.
Det findes en glimrede lokal lufttrafik. Man kan flyve direkte fra København til Boa Vista og så tage videre sydpå på egen hånd.


Hans Flügge 2009

horizontal rule